- SKOVKATTENS HISTORIE:
-
Højt oppe i de norske fjelde hvor alting dufter af fugtig jord,
blæser en kold vind som går gennem marv og ben. Støvregnen gør alt
vådt, koldt og klamt, men naturen er skøn, vidtstrakt og stille. Bag
et stort gråt fjeldstykke, hvor der er en smule læ for den kolde
regn, ligger en stor sammenrullet klump pels. Støvregnen samler sig
langsom til dråber i pelsen og løber når de er blevet stor nok, over
den glatte pels, og forsvinder ned i det mosbelagte underlag.
Ligesom man er blevet overbevist om, at klumpen ikke kan være
levende, rejser den sig, og det viser sig at være en stor flot Norsk
Skovkat. Han strækker først benene så han kommer helt op på tæerne,
dernæst krummes ryggen og til sidst ryster han hele kroppen, så de
sidste dråber af regnen forsvinder fra pelsen. Han skutter sig lidt
og gaber veltilpas trods de våde og kolde omgivelser. En sagte
knurren kommer fra maven, men inden sulten kan blive stillet ligger
der nogle timers koncentreret jagt foran ham. Måske kan hans fine
hørelse opsnappe et sagte piv fra en mus, med hans skarpe syn
opfanger han måske den hurtige bevægelse fra et egern eller også må
han en tur ned til den kolde elv, for at forsøge sig med lidt
fiskeri - For bare nogle få årtier siden var dette hverdagen for
mange skovkatte, inden vi faldt for dens skønne temparament og
smukke udseende, og tog dem til os som en højt elsket racekat.
Skovkatten er i modsætning til mange af de andre katteracer ikke
skabt af mennesker, men af naturens hårde udvælgelsesproces. Folkene
på ødegårdende lærte hurtigt at værdsætte skovkattens evne til at
holde stalde og kornlagre nogenlunde fri for mus og rotter. Specielt
rotterne kom til kort hos den store selvsikre kat. Da pesten rasede,
blev de katte der ellers havde levet en tryk tilværelse sammen med
mennesker overladt til sig selv, og de gik ud i skovene, hvor kun de
klogeste, største og stærkeste overlevede. Således har skovkatten
udviklet høje ben, så den kunne færdes i snedækkede områder. Tæerne
blev forsynet med snesko (lange hår mellem tæerne) der beskyttede
trædepuderne mod forfrysninger. Bagbenene blev meget kraftige og
muskuløse, således at den kunne springe op i træerne efter bytte,
eller i sikkerhed, og halen blev lang og busket, således at den
kunne fungere som "varmedunk" når skovkatten rullede sig sammen for
at sove. Endelig blev pelsen lang, strid og vandskyende, så
skovkatten ikke blev nedkølet i det våde og kolde klima.
I begyndelsen af 19-hundredetallet begyndte især kvinderne fra det
bedre borgerskab at interessere sig for racekatte - i starten var
det typisk angorakatte og siameserkatte, men efterhånden kom også
andre racer til. I 1934 afholdt nordmændene en katteudstilling, hvor
en meget erfaren dommer fra Tyskland dømte. Han var ikke særlig
imponeret over de udstillede katte, men var derimod meget imponeret
over de norske katte han mødte uden for udstillingshallen. Derfor
opfordrede han nordmændene til at se lidt nærmere på den norske kat
og få den godkendt som en ny racekat. Nu får man imidlertid ikke
sådan bare lige godkendt en ny race, og først i 1976 lykkedes det at
få den Norske Skovkat godkendt i FIFe. I første omgang uden
certifikatstatus men allerede fra 1977 blev skovkatten udstillet på
lige fod med alle andre godkendte racer. Til at starte med var der
ikke mange skovkatte i Danmark, og der var ventelister hos de få
opdrættere der fandtes, for at erhverve sig en skovkat. I dag er
skovkatteren på godt og ondt en af de mest populære racer i Danmark.
Til
trods for, at skovkatten kun har været godkendt som udstillingskat
siden 1976, har den ændret meget udseende undervejs. For at bedre mulighederne på udstillinger, er
der avlet frem mod langt mere ekstreme katte, end den kat der kom
fra den vilde natur. Dette skyldes tanken om, at hvis store ører er
godt, så er mega-store ører bedre, og da katten skal have en lige
profil, så må en lang lige profil være bedre osv.
S krevet
af Hanne Nielsen, Frejkatten
Tilbage til infosiden |
